Om kognitiv terapi

Kognitiv terapi er en evidensbaseret terapiform og den mest udbredte og anerkendte form for psykoterapi på internationalt plan. Det er en grundantagelse i den kognitive teori, at et fællestræk for psykiske lidelser er en forvrænget eller uhensigtsmæssig tænkning, som påvirker følelser og adfærd.

Grundantagelser og leveregler

Måden vi tænker, føler og handler på både når det går godt, men også når tingene ikke er så ligetil påvirkes af antagelser om os selv og verden omkring os. Det er antagelser som ofte er grundlagt tidligt i opvæksten, og som har skabt fundamentet for de leveregler vi i store træk bruger som pejlemærker til at guide os gennem livet. I langt de fleste tilfælde går det godt, men en gang imellem er vores leveregler, og den måde vi tolker oplevelser, os selv og vores omverden, med til at skabe udfordringer for os.

Den kognitive værktøjskasse

Den måde, vi tolker oplevelser på i nutiden, forstår vi altså ud fra leveregler og grundantagelser om os selv, andre og verden, som blev grundlagt tidligt i livet. I den kognitive terapi tager vi udgangspunkt i det, der opleves som svært eller problemfyldt. Sammen undersøger vi de tanker, følelser og handlinger, der ledsager de svære situationer, og prøver at forstå dem på bagtæppet af vores leveregler og grundantagelser.

Nye indsigter og redskaber

Ved brug af kognitive metoder, skaber vi nye indsigter og måder at forstå os selv, vores omverden og de svære situationer på. Samtidig får man konkrete redskaber, der hjælper en til at håndtere de situationer, følelser og tanker, man har det svært med. Den kognitive terapi giver med andre ord en mulighed for at blive klogere på sig selv og sin omverden, og samtidig får man en værktøjskasse til at håndtere tanker, følelser og situationer i livet, som man oplever som udfordrende.

Hjemmeopgaver er en fast del af den kognitive terapi, som har til hensigt at hjælpe til at skabe overblik, og samtidig give klienten mulighed for løbende at øve redskaber og nye færdigheder til håndtering af de problemstillinger, han eller hun står i.

De terapiområder, du kan læse om under Behandling, har beviseligt god effekt af kognitiv terapi.