Arbejdsrelateret stress

Arbejdsrelateret stress opstår, når man oplever, at der stilles flere eller højere krav, end man kan magte på sin arbejdsplads. Når man står overfor udfordringer og problemer, som man ikke kan overskue eller se mulige løsninger på. Der kan der være tale om for mange opgaver, for vage opgaver, for få opgaver, for frie eller for snævre rammer at navigere i eller noget helt sjette. Arbejdsrelateret stress kan også skyldes dårlig, manglende eller decideret farlig ledelse, med deraf medfølgende usikkerhed omkring ens jobsituation.

Mange er sygemeldt med stress

Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt pga. psykisk dårligt arbejdsmiljø. Dårlig stemning i ens afdeling, dårlige kollegiale forhold eller direkte mobning, kan føre til stress og udbrændthed. Ofte oplever man ikke, at man har kurs mod overbelastningsstress, før man er langt henne i forløbet.

Det skyldes, at vores alarmberedskab er overaktiveret, og vores system er påvirket af stresshormoner, der forsøger at hjælpe os med at klare den akutte stressbelastning, men som samtidig forhindrer os i at hive i håndbremsen. Men det er vigtigt, at man får hurtig hjælp. Jo hurtigere – jo bedre både for udsigterne på kort og lang sigt.

Det tager tid at komme tilbage i balance

De ændringer der sker i hjernen under en længerevarende stressbelastning, tager tid for at komme tilbage i balance. Det kan betyde, at man i en periode efter en stressbelastning kan opleve udfordringer med at huske, med at danne sig et overblik, klare flere ting på en gang, og med at koncentrere sig eller løse komplekse opgaver. Derfor skal der efter en evt. tilbagevenden til arbejdsmarkedet tages hensyn til både karakteren og mængden af arbejdsopgaver.

Stressbehandling

I stressbehandlingen er det først og fremmest vigtigt at identificere de forskellige belastninger og få reduceret eller fjernet disse – jo før, des bedre, og det kan være vigtigt i samarbejde med din egen læge at vurdere, om det er nødvendigt med en sygemelding.

Kognitiv terapi

I den kognitive terapi vil vi undersøge, hvilke krav du stiller – og hvilke grænser du sætter for dig selv. Det er vigtigt, at disse både er rimelige, hensigtsmæssige og ikke mindst opnåelige. Herudover vil vi arbejde med at håndtere bekymringer på en konstruktiv måde med henblik på at reducere den psykiske belastning.

Endelig er en vigtig del af behandlingen at undersøge udgangspunktet for stressbelastningen, og hvilke strategier og strukturelle ændringer, der vil være hensigtsmæssige for at imødegå lignende situationer i fremtiden.